Hvars historie

De tidligste bosættere

Bopladser, huler og grotter spredt over hele Hvar havde deres beboere allerede i det syvende årtusinde f.Kr. Da opstod et paradoks: mens menneskene på fastlandet i yderligere 1500 til 2000 år stadig var nomadiske jægere og samlere, der drog fra nord mod syd, begyndte huleboerne på Hvar allerede at lave keramik. Den farvede keramik, hvis mønstre og former er fundet på Hvar, og som ifølge dr. Grga Novaks forskning dateres til 7000 f.Kr., findes også langs Adriaterhavets østkyst — på land, i et bælte på 200 km langs kysten og 50 km ind i landet. Hvar er derfor virkelig en ø for kulturel spredning.

Hvar-kulturen

De arkæologiske fund fra Hvar-kulturen kulminerer med opdagelsen af Velištak i Stankovci nær Zadar, fra det femte årtusinde. Markova-hulen, tre kilometer fra byen Hvar, er dermed et af de ældste mesolitiske fund efter en fastboende kultur, der modstår årstidernes skiften, iagttager kosmiske forandringer og skaber Europas ældste månekalender: Velištak under indflydelse af den sene neolitiske Hvar-kultur. Dengang, 7000 år før Kristus, steg Adriaterhavet hundrede meter — kulminationen på opvarmningen efter istiden.

Illyrere og grækerne fra Pharos

I 500- og 400-tallet f.Kr. formede de illyriske stammer dalmatere, ardiaiere og daorsere sig som selvstændige strukturer, og i 300-tallet f.Kr. grundlagde grækerne deres kolonier på øerne Vis, Hvar og Korčula. Nybyggere fra den græske ø Paros byggede i 385 f.Kr. byen Pharos på Hvar, og lige i nærheden, på Issa — nutidens ø Vis —, opførte kong Dionysios af Syrakus en fæstning i 390. Da kelterne i 300-tallet f.Kr. pressede illyrerne fra nord mod Adriaterhavet, blev trængslen stor nok til krig mod de nyligt bebyggede græske øer: 5.000 døde og 2.000 tilfangetagne illyrere vidner for den tid om et stort slag og et stort nederlag. Grækerne nåede alligevel ikke at skabe deres polis ved Adriaterhavet — det selvstyrende, kulturelt demokratiske fællesskab, der fuldendtes med opførelsen af teatret. Tyrannerne på Vis brød sig ikke om teatret, men udstykningen af Stari Grad-sletten, i dag beskyttet af UNESCO, vidner om Pharos-beboernes demokratiske indstilling.

Romertiden

I 229 f.Kr. erobrer Demetrios af Pharos, den frafaldne hærfører hos de illyriske ardiaiere under dronning Teuta, Pharos og skaber sin egen stat. I 219 f.Kr. kom romerne dog, besejrede Demetrios og ødelagde Pharos. Den græske udstykning af markerne rørte de ikke, da den under alle omstændigheder nu var deres. Ét mysterium stod dog tilbage: Pharos-nekropolen, som på 200 år burde have rummet mindst 1.000 grave ud fra antallet af frugtbare markparceller, er aldrig blevet fundet. Romerne bosatte sig derefter i området og byggede en ny by — også den uden døde. Efter delingen af Romerriget i 395 faldt Vestromerriget allerede i 476, og Byzans overtog den religiøse og politiske indflydelse indtil kirkeskismaet i 1054.

Venedig overtager

I 1100-tallet erstatter Venedig Byzans fuldstændigt og bliver til 1700-tallet. Da Venedig hersker over havet og ikke over landet, fik alle øerne langs Adriaterhavets østkyst store og dominerende byer vendt mod havet, ikke mod indlandet, for at forsyne og sikre den venetianske flåde på vejen gennem Adriaterhavet mod Middelhavet. Da blev byen Hvar til. Kroaterne, som i 800-tallet blev døbt og undervist af Kyrillos og Methodios på Byzans side, og den pavelige frankiske stat nordfra på fastlandssiden stødte sammen om Zadar. På vestkirkens side trådte de første kroatiske pavelige konger frem i dette område i 900- og 1000-tallet, mens kroaterne blev flertalsbefolkning. Men fra nordvest holder Ungarn og på kysten Venedig den unge kroatiske stat i en knibtang — så kroaterne i 1000 år længes efter selvstændighed.

Kristnede kroater

Kristnede kroater har inden for større, ligeledes kristne stater deres eget selvstyre, hvilket ses af den kroatiske adels fremvækst — men kun hvis den er af kristen kultur og overbevisning. I den forstand var kristendommen et demokratisk valg, en fællesnævner, en universalitet til sameksistens og fremgang. Interessant nok fødes kroatiske adelsmænd selv under Venedig i venetianske byer, og de er endda mere velstående og skabende end venetianske eller ungarske adelsmænd på kroatisk område. I 1600-tallet, i 1612, byggede byen Hvar som en af de første i Europa et folketeater.