Nedsunket i "Ingensteds", indtil man ankommer dertil, til Malo Grablje, ind i dets væsen som landlig enhed. Det ligger ikke på nogen egen vej, men langs vejen ved siden af kurverne af en udtørret bæk. I Grablje rejser man ikke, man "strømmer" langs bækkens løb. På det naturlige løbs sti, hvis moralsk-etisk fuldkommenhed er ikke at gribe ind i naturen, men lade alt følge sit "højere" løb, er Malo Grablje fuldkommenhed i udførelsen, en gemmeleg, der ikke er en menneskelig opfindelse. Ikke at være synlig er en beskedenhed, der resulterer i tålmodighed og omhyggelig iagttagelse, næsten et dyk ned i tilværelsens væsen for at forstå og løse selvforsyningens væsen.
Nej, dette er ikke en piratbosættelse. Pirater tager mere, end de bygger, mens dette steds bygherrer forstår intimitetens ømhed. Denne oase af fred midt i verdens tummel og fortolkere af guddommelige tegn er visdom, ikke fejhed. Den smukke eventyragtige konstruktion af huse, gadebroer og de flydende gader inden for stencirklen i canyonens indsnit bygger Grablje af sten og klipper. Det blev bygget så omhyggeligt og oprigtigt, med en gnist af kreativitet, der kulminerer i nattens mildhed og rolig fred.
For at se, hvordan Grabljes indbyggere har erfaret, hvad nærhed, intimitet og ømhed betyder, se på kirkegården nær Milna, hvortil de har overført deres kære, så de kan være hos dem i nye og anderledes tiders prøvelser.